Feltstudie i en børnehave

Den første dag brugte vi på at observere og lære børnene lidt at kende. Anden dagen blev brugt på at lave dialogisk læsning med et par grupper af børn. På tredjedagen snakkede vi med lederen omkring værdierne i børnehaven og tankerne bag.

Vores normative forventninger til feltstudiet

Inden vi tog afsted snakkede vi lidt om vores forventninger til dette feltstudie. Vi blev hurtigt enige om, at vi gerne ville være så åbne som muligt, og at vi derfor ikke ville snakke alt for meget om vores forventninger. Vi har alle arbejdet i enten skole eller børnehave, og ved derfor at det kan være meget forskelligt fra institution til institution, hvordan det fungerer og hvilke værdier, de har i fokus. Vi undersøgte børnehaven lidt på nettet og opdagede at personalegruppen alle havde arbejdet der i mange år. Ud fra den information havde vi en forventning om, at det at det var en meget stabil personalegruppe, men måske at de også kunne være lidt indgroet. Da vi først fik kontakt til børnehaven, blev det dog hurtigt klart for os, at vi alligevel havde mange forventninger, som vi ikke var klar over og dette blev også bekræftet, da vi kom ud i børnehaven.  

• Vi forventede en anerledes og mere professionel kommunikation af personalet
• Vi forventede flere faste rammer for børnene
• Vi havde forventet en mere nutidig institution med struktur
• Vi forventede noget mere imødekommende personale og mere samarbejdsvillige personale med forståelse for vores studie.
• Vi havde ikke forventet at børnene haven havde en så fri kultur som vi oplevede.
• Vi forventede ikke, at de kunne lave så meget uden opsyn
• Vi forventede ikke at børnene var så selvstændige
• Vi forventede ikke at børnene var så gode til at hjælpe hinanden.

Som man kan se på vores forventninger blev vi både negativt, men bestemt også positivt overraskede. Der var mange af de ting, vi oplevede på førstedagen, som vi så som negativt. Eksempelvis at børnene legede uden opsyn. og at personalet ikke kommunikerede på en særlig professionel måde. På tredjedagen havde vi dog fået en langt bedre forståelse for børnehaven og kulturen i den, så mange af de ting, vi så som negativt, blev vendt til noget positivt.

Dialogisk læsning

For at undersøge hvad målgruppen mener om eget liv og det at være menneske i dag valgte vi at lave dialogisk læsning med børnene. Vi valgte denne metode da vi synes at det er en rigtig god måde at få en dialog i gang med børnene om et emne på en naturlig måde. Vi havde valgt en bog om en pige der hedder Laura. Bogen handlede om at hun skulle have en lillebror og generelt om hendes familie. Vi stillede spørgsmål ind til handlingen for at sikre os at børnene forstod handlingen og vi stillede også refleksive spørgsmål til dem for at få historier frem fra deres eget liv, meninger og holdninger. Vi bedte børnene om at tegne en tegning bagefter af deres familie, men vi var meget åbne for at børnene skulle have lov til at tegne lige hvad de ville.

Hvad har vi lært?

Feltstudiet har været meget lærerrigt for os. De første to dage var lidt besværlige for os, da der havde været noget fejl kommunikation mellem børnehaven og skolen og børnehaven og os. Efter anden dagen var vi meget frustreret og tog derfor tilbage til skolen for at få noget vejledning. Denne vejledning gav os nyt mod på at tage tilbage til børnehaven den sidste dag og få det bedste ud af det. Vi mødte op med en nysgerrighed på børnehavens kultur og fik lov til snakke med lederen og stille alle de spørgsmål vi havde. Efter samtalen fik vi redet alle misforståelserne ud og fik svar på alle vores spørgsmål.  Det gjorde at vi fik en rigtig god forståelse for hvorfor de gjorde som de gjorde i børnehaven og vi gik derfra med en positiv og lærerig oplevelse.

Vi har lært at kigge meget indad og har fået stor forståelse for hvad ens egen indstilling kan gøre af forskel for en situation. Noget der især er gået op for os i gruppen når vi har haft interne konflikter er at alle har forskellige virkeligheder. Vi ser ikke ens på samme situation og vi har ikke alle behov for det samme. Det vigtigste er at vi på trods af det kan arbejde sammen, gå på kompromis og at man ikke tager tingene personligt.

/PaedaGOGO's 9000!

Hvordan kan man være faglig uden at være personlig?

I sidste uge havde vi vejledning, og her kom vi til at snakke om, hvordan man gebærder sig på det her nye medie, som vi har fået af vide, at vi skal bruge i dette modul. Det er ret nyt for de fleste af os, og det kan være lidt svært at finde hoved og hale i hele denne blogger-verden. En af de udfordringer, vi har stødt på er, hvordan og hvad man skal respondere på på andres blog. Specielt fordi de, der har skrevet de andre blogs er vores klassekammerater. Hvordan man kan stille et spørgsmål uden at det kan virke som en negativ kritik?

Hvis vi læser et indlæg, og vi er uenige omkring de faglige refleksioner og konklusioner, der er blevet draget, er det så for meget at stille spørgsmålstegn ved det? Hvordan vil modtageren bag skærmen modtage det? Som en kritik eller blot som et fagligt spørgsmål? Denne problematik er klart en af ulemperne ved internettet. Man ser ikke personerne bag, og man ved aldrig, hvordan det man skriver påvirker modtageren. 

Er der en grænse? 

Så hvor går grænsen egentlig, når man vælger at respondere på det andre skriver? Hvis man mener, at et indlæg har et meget lavt fagligt niveau er det så okay at kommentere på dette med intentionen at hjælpe den anden gruppe? Her er risikoen igen, at det vil blive taget som negativt kritik. Selvfølgelig handler det meget om, hvordan man selv formidler det, man gerne vil sige og hvordan man selv kommunikere. Der er en verden til forskel på at skrive: "Jeg synes, at jeres blogindlæg er rigtig dårligt. I vores gruppe har vi ikke fået noget ud af at læse det I har skrevet og derfor har vi egentlig ikke lyst til at læse mere på jeres blog." eller man skriver: "Det er et interessant emne I vælger at tage fat i, dog har vi lidt svært ved at forstå det I skriver omkring, og det kunne vi egentlig godt tænke os at få uddybet yderligere. Man kunne måske også skrive det på en lidt anderledes måde, vi tænker at…". Men nogle er selvfølgelig mere sårbare end andre, og når vi alle går på samme hold, så vil man helst ikke træde hinanden over tæerne. Hverken fagligt eller personligt. For os at se er der også en potentiel chance for at nogen mener, man går over grænsen rent fagligt. Hvis man for eksempel skriver noget, som andre mener kan tolke som: "tror I/du, at I/du er bedre en os?".

For mange ville det nok være nemmere at skrive lige, hvad man havde på hjerte (både godt og mindre godt), hvis man havde garantien om, at man nok aldrig ville mødes i virkeligheden (Eksempel vis på blogs, hvor man kan være anonym). Her ser man ofte, hvordan tonen tit kan blive hård og ubehagelig. 

Picture: The New Yorker collection 1993
Peter Steiner, from Cartoonbank.com

Hvad mener I?

Vi synes i hvert fald, at vi på vores hold er rigtig gode til at opretholde fagligheden, når det er den, der tæller, men samtidig også være personlige sammen, når det er det, der tæller. Vi håber, at vi har sat gang i nogle tanker hos jer og ser gerne, at I kommer med svar på, hvad I tænker? Vores spørgsmål til jer er: Hvordan kan man være faglig uden at være personlig og kan man/skal man være det? Hvad mener I?

/PaedaGOGO's 9000!

Maturana - Kærlighedens biologi

Vi har reflekteret over Maturanas teori om kærlighedens biologi. Vi snakkede lidt om, at det kan være en god indgangsvinkel til at interagere med andre mennesker og få åbnet op for at skabe en god relation. Vi mener, at denne i samspil med andre teorier er god til at være imødekommende over for andre mennesker. 

Hvad er kærlighed Ifølge Maturana?:

Ifølge Maturana er kærlighed en relationel adfærd, hvor den anden bliver legitim (regler og love) og den anden på det domæne, hvor det finder sted. Måden man relaterer sig til en anden - et relationelt domæne. Vi føler os tilpas når vi kan tage os af andre. Kærlighed er et træk ved menneskelig sameksistens. Åbner muligheder for relation og er baseret på en form for iagttagelse.

Maturana taler ikke om parkærlighed, men generel kærlighed til andre mennesker og evt. dyr. Han mener at 97% af al sygdom skyldes mangel på kærlighed. Man har tillid til at alle bærende elementer for ens behov bliver dækket. Sker det ikke visner, man som en blomst og går til.

Ambition, mistillid og den kulturelt forandrende jagt på magt og lidenskab for kontrol, som vi ved, får kærlighed til at forsvinde.

De tre dialogformer - Vuggestuen Skovbo

• Den første kaldes "den emotionelle dialog". Den kræver, at omsorgsgiveren(pædagog) viser positive følelser, justerer sig, spørger uddybende ind og anerkender barnet. Den er dyadisk, hvilket vil sige, at fokus er rettet mod samspillet mellem barn og omsorgsgiver(pædagog)
• "Den meningsskabende og udvidende dialog". I dette tilfælde er det omsorgsgiveren(pædagogen), som skal hjælpe barnet med at holde fokus på tema og ting i omverdenen.
  Omsorgsgiveren skal få barnet til at fordybe sig i det, som det laver og give begrundelser og forklaringer for det, som de oplever sammen. Denne dialogform er triadisk, fordi samspillet foregår mellem omsorgsgiveren, barnet og omverdenen.
• Den tredje og sidste er kaldet "den regulerende og grænsesættende dialog". Her er opgaven for omsorgsgiveren at hjælpe barnet med strategier for målrettet handling og problemløsning. Det kræver at man har kompetencer inden for planlægning, selvkontrol og selvrefleksion. Dette skabes igennem vejledning og fælles planlægning.

Vuggestuen Skovbo:

Man kan høre at pædagogerne siger til Ib: "Godt du kom". Hun er meget pædagogisk og kommer meget ned på niveau med barnet. Det, hun gør er en af de punkter, der hedder "vis positive følelser- vis, du er glad for barnet". Hun giver positive følelser til barnet. Derudover "tal til barnet om noget, barnet er optaget af" - Eksempelvis den røde bil, som barnet er meget optaget af.

ICDP hos pædagoger:

Det skal fremme psykosociale omsorgskompetencer, så man går ind og siger positive ting om barnet, så den pågældende  pædagog kan komme til at synes bedre om barnet.

Det pædagogiske dilemma, vores forståelse af den anerkendende relation og vurdering af en praksisbeskrivelse

Autonomi og afhængighed - Det pædagogiske dilemma 

Det pædagogiske dilemma består i paradokset af, at man er afhængig af andre for at blive uafhængig. Det er meget vigtigt inden for pædagogikken, at man opnår at den pågældende borger eller person, som man arbejder med, bliver et selvstændigt tænkende og myndigt menneske, der kan tage vare på sit eget liv. Autonomi er altså et centralt begreb når det kommer til pædagogisk teori og praksis. Derudover består det pædagogiske dilemma også i spørgsmålet af afhængighed. Hvordan kan man opnå autonomi, når der er tale om et afhængighedsforhold? Berit Bae skriver, at barnet er afhængig af anerkendelse fra en betydningsfuld voksen:

"Å bli anerkjent av dem vi er avhengige av, handler altså om psykologisk liv eller død. På den måten får personer, som er i en posisjon der andre er avhengig av deres anerkjennelse (fx foreldre, pedagoger, terapeuter, ledere) stor definisjonsmakt."

En sidste og meget væsentlig ting at nævne er, at barnets muligheder for udviklingen af autonomi i børnehaven også er afhængig af pædagogernes opfattelse af autonomibegrebet, samt opfattelsen af, hvad barnet skal have lært sig for at udvikle autonomi.

Hvad mener vi er vigtigt i forhold til vores forståelse af den anerkendende relation?

• At man giver plads og lov til at barnet kan være som det gerne vil være på trods af, at det er anderledes
• At barnet bliver set, som det er, på trods af, hvordan det opfører sig
• At man hjælper barnet til at forstå sider af sig selv, som det ikke forstår eller kender, selv når det indebærer, at se på sider som hverken pædagogen eller barnet bryder sig om at se.
• Langt hen af vejen består den anerkendende relation altså i en blanding mellem accept og nysgerrighed

Vurdering af de voksne ud fra en praksisbeskrivelse: 

Ingrid og forældrene:

Ingrids telefonsamtale med Hannes mor Lise, vurderer vi til at være bestemt på en positiv måde samt anerkendende. Ingrid holder fast ved, at Hanne skal gå op foran klassen og at hun tror på, at Hanne er klar til det. Vi synes det er vigtigt, at hun holder fast i sin professionelle holdning og at hun ikke bøjer sig for forældrenes private holdning til deres datter. Også fordi der igennem et forældremøde er blevet snakket omkring Hannes generthed og gjort opmærksom på, at Hanne skal forberedes hjemmefra på, at hun gå i børnehaveklasse nu og ,at det også betyder, at hun skal stå i centrum engang imellem. Det minder hun også Lise om og at de aftale at Hanne skulle være den sidste i runden, således at Hanne kunne få tid til at vænne sig til det. 

Ingrid klarer det også godt, da faren afleverer Hanne, da han også udtrykker  Lises bekymring. Ingrid vælger dog ikke at tage diskussion med ham igen og skynder sig ind med Hanne, mens hun snakker om hendes prinsesse penalhus.

Ingrid og Hanne i klassen:

Ingrid klarer det igen rigtig fint i klassen, da Hanne skal til at op foran de andre. Hun anderkender hendes generthed ved ikke at presse henne eller skælde hende ud, da hun for eksempel ikke kan huske ugedagene. Bagefter er det også rigtig godt, at hun spørger klassen om Hanne klarede det godt, sådan at Hanne kan få en succesoplevelse ud af det.

Ingrid og Søren:

Ingrid indleder dagen med, at samle børnene i en rundkreds. Her har børnene mulighed for at fortælle, hvad de har oplevet i weekenden. Ingrid beder børnene om at række hånden op og ikke at råbe i munden på hinanden.

Nu bliver det Sørens tur. Søren har haft fødselsdag i weekenden. Mens Søren fortæller, sidder han med en bamse, som han kaster op i luften og griber igen stående. Ingrid beder Søren om at stoppe med at kaste med bamsen og sætte sig ned og ser på ham med et fast blik. Søren ser på bamsen, og kaster den igen. Ingrid hæver stemmen og beder igen Søren om at stoppe og sætte sig ned. Søren ignorerer Ingrid og reagerer ikke på, hvad Ingrid siger, men nu rejser Ingrid sig op og går over og tager fat i Sørens arm og siger, at det er utroligt, at han ikke kan høre efter. Hun placerer ham oppe på stolen. Her anerkender Ingrid ikke Søren, da hun ikke møder ham hvor han er, og ikke møder hans interesse omkring sin fødselsdag i weekenden. Hun kunne i stedet havde sagt til Søren: "Jeg kan godt høre, du har meget at fortælle og det lyder til, at du har haft en dejlig fødselsdag, men nu vil jeg gerne have, at du sætter dig ned på stolen igen lige som de andre børn. Nu er det Louises tur til at fortælle"
  

Praksisbeskrivelsen kan læses her.

/PaedaGOGO's 9000!

Kommunikationsteori - Gregory Bateson

Vi har arbejdet med teoretikeren Gregory Bateson og hans teori inden for kommunikation. Vi er kommet ind på lidt forskellige begreber b.la. de forskellige grundprincipper for kommunikation, den triadiske model og lineær - og cirkulær samspil. Vi finder Batesons pointer og teorier ret interessante, da vi kan se, hvordan det giver mening i forhold til praksis. Vi kan sætte det i sammenhæng med virkeligheden og det gør det nemmere at forstå. Vi har derfor også lavet en video herunder, der illustrerer noget af Batesons kommunikationsteori, som vi finder spændende og som vi kan hvordan man kan bruge i fremtidig pædagogisk praksis. 

Video 1: 

Man kommunikere altid på flere niveauer

En af Batesons grundlæggende antagelser inden for kommunikationsteorien er, at man altid kommunikerer i flere lag. Man kan f.eks. Kommunikere med ansigtsudtryk, kropssprog og stemmeføring.

Det finder vi interessant og brugbart i fremtidig pædagogisk arbejde, da det er vigtigt hele tiden at være opmærksom på brugeren og brugerens måde at kommunikere på, når man for eksempel fører en dialog. Ofte kan der blive fortalt ét og egentlig ment noget andet og som pædagoger skal vi også være i stand til at kunne opfange de non-verbale signaler vi får, når vi kommunikerer med andre. På den måde vil man i en situation med en bruger lettere få løst et problem/konflikt, hvis man samtidig har fokus på de andre signaler man får ud over det som brugeren siger med munden eller omvendt.

Christian og pædagogen

Vi har derfor opstillet en situation, hvor disse refleksioner omkring kommunikation på flere niveauer spiller ind og hvordan det kan være praktisk i pædagogisk arbejde.

 I næste klip ser vi en situation udspille sig med Christian (barnet) og Signe (pædagogen), hvor pædagogen spørger om barnet vil deltage i en aktivitet med nogle andre. Læg mærke til non-verbal såvel som verbal kommunikation.

Opsummering:

”Barnet” udtrykker, at det gerne vil være med til at spille fodbold, da pædagogen spørger om han vil med. Har man i tankerne, at kommunikation sker på flere niveauer opfanger man hurtigt, det ret lukkede kropssprog ”barnet” har. Det ser pædagogen og spørger derfor reflekterende ind til, hvad det kan skyldes, at ”barnet” måske er usikkert eller har mindre lyst til at være med. I denne situation skyldes det mangel på viden omkring reglerne af aktiviteten og ikke selve lysten til at komme ud at være aktiv eller social, der er årsagen. Det er en problematik som hurtigt kan løses ved, at pædagogen går ind og hjælper med at lære barnet reglerne 

Video 2:

Det er umuligt ikke at kommunikere

En anden af Batesons grundlæggende pointer inden for kommunikationen er, at det ikke er muligt ikke at kommunikere. Det mener vi er vigtigt at have fokus på også og være bevidste omkring, da man nemt kan glemme de børn, der ikke altid råber højst eller er så vilde, fordi man reagerer nemt og hurtigt på det talte sprog. Dog kan non-verbalt sprog være lige så vigtigt, selvom det kan kræve mere opmærksomhed at lægge mærke til og tyde. Her er et tydeligt eksempel på, hvordan man kan kommunikere uden at sige noget. 

Opsummering

Her ser vi, hvordan Betina sidder i krogen af sofaen og skuler hen mod de andre børn, der leger og har det sjovt. Som pædagog skal man her være opmærksom og eventuelt hjælpe barnet til at tage initiativ til at spørge om hun må være med i legen. Det er tydeligt, at barnet faktisk har lyst til at være med, da hun bliver ved med at følge med i, hvad de laver og ikke kan lade vær med at kigge på. Så her er der åbenlys non-verbal kommunikation, hvor det altså som pædagog er vigtigt at være bevidst omkring, at kommunikation kan være flere ting og derfor både være opmærksom på de højlydte børn, men også de mindre højlydte børn, da de også siger noget. Selvom det ikke altid er med ord. 

/PaedaGOGO's 900! 

Den respektable krop i forhold til kommunikationsbetydning for relationsarbejde i pædagogisk sammenhæng

Officiel definition af kommunikation

Kommunikation, en. flt. -er. (lat. communicatio) 

Udveksling af informationer, budskaber og meddelelser mellem personer, dyr eller maskiner, især ved benyttelse af tegnsystemer, fx sprog.

Fra <http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kommunikation&select=kommunikation>

Vores definition

Altså vil det sige, at det at kommunikere er noget, man gør fælles. I dag bruges udtrykket i størst grad til at beskrive, hvordan en person indvier en anden person i sine tanker, følelser, oplevelser og erfaringer. Men det at gøre noget fælles er ikke altid lige simpelt, da mennesker er forskelligt skruet sammen og tolker budskaber på forskellige måder. Formålet med kommunikation er altså, at man vil videregive information eller budskaber til andre. Dette kræver altså en afsender og en modtager af informationen. Dette kan kun lykkes, hvis afsender og modtager opfatter det ens.

Den respektable krop

Et eksempel på kommunikation i relationsarbejde kan være "den respektable krop". Den respektable krop (Palludan 2005) er når barnet efterkommer pædagogens normative forventninger, som ofte består af bl.a. kravet om at have et afdæmpet lydniveau, at være verbalt udvekslende og ikke stille.

Mødes de normative forventninger ikke kan det ofte ses, at pædagogen skifter fra udvekslingstonen (åben, snakkesalig, anerkendende) til undervisningstonen (korrigerende og irettesættende) i stedet,  hvilket resulterer i en ændring af pædagogens kommunikationsform som set i denne case:

"Dette eksempel udspiller sig blandt børn og voksne, der sidder og står ved et af bordene på stuen. De er i gang med at male på paptallerkener":

"Fatima løfter hovedet, idet hun siger: "Se Nadja". Nadja (voksen): "Ja, det er fint." Nadja bukker sig ned over Fatima bagfra og taler ind i hendes øre, mens hun peger med sin finger på Fatimas papansigt: "Se, kan du huske, at vi skal male ansigter..." Herefter siger hun, hvad der skal males på et ansigt og viser med fingeren, hvor øjne, næse og mund skal være. Fatima kigger på Nadjas finger og maler videre på ansigtet.

Nadja går videre til Sisse, der skal have mere maling, og spørger hende: "Hvor er munden? Er det munden? Jeg kan ikke se munden. Er næsen inde i munden?" Sisse hopper op med et grin i øjnene: "Jaa", siger hun. Nadja: "Nå, det er en sjov en". Sisse viser Nadja, hvad der er hvad på ansigtet. Nadja gentager efter Sisse: "Øre, næse, mund". Så tager Nadja ansigtet og lægger det væk, mens hun siger: "Nu lægger jeg det væk".I dette tilfælde bliver Sisses produktion mødt med spørgsmål, hvilket bliver indledningen til, at hun forklarer den voksne, hvordan maleriet er konstrueret”

I denne case ses det, at pædagogen kommunikerer forskelligt med de to børn. Først med undervisningstonen, og derefter med udvekslingstonen. I Fatimas eksempel bliver hun talt til og ikke med. Hun instrueres i, hvordan hun skal gøre og det forventes ikke, at hun indgår i en dialog, men kan spørge opklarende. Pædagogen definerer, hvordan hun skal male og anerkender ikke Fatimas måde at male på. Denne form for kommunikation er ikke god for relationen, da den ikke anerkender barnets måde at tænke og udfolde sig på. Barnet kan føle sig afvist og ligegyldigt.

I Sisses tilfælde bliver hun talt med og ikke til. Pædagogen spørger hende, og det forventes at Sisse bidrager med en synsvinkel eller lignende. Her bruges altså undervisningstonen. Her udviser pædagogen en anerkendende kommunikation, da pædagogen virker åben, nysgerrig og stiller reflekterende spørgsmål. Denne måde at kommunikere på styrker relationen mellem de to, da pædagogen anerkender Sisses måde at tænke på, hvilket bevirker, at Sisse styrkes og føler, at hun gør noget godt.

Vores tanker og refleksioner

Med tanke på dette er det tydeligt for os, at det er meget vigtigt som pædagog at forholde sig refleksivt i forhold til sig selv og sin egen måde at kommunikere på, da den har meget stor betydning for relationsarbejdet. Det er vigtigt at huske på, at kommunikation kan være mange ting, da non-verbal kommunikation kan være lige så vigtig som verbal kommunikation. Kommunikation er mere end bare ord, da flere faktorer spiller ind som f.eks. tonelejet, kropssproget og ansigtsmimikken. Det vil sige, at kommunikationen i relationsarbejde er essentielt, da man i en relation reagerer udfra hinandens "signaler". Så hvis Fatima kan mærke, at pædagogen ikke er tilfreds med hendes arbejde, så vil hun vælge at trække sig ind i sig selv i stedet for at føre en positiv og lærerig dialog som Sisse gør. Relationen mellem Fatima og pædagogen er altså ikke blevet styrket, da Fatima ikke blev talt med, men talt til i modsætning til Sisse. Dette finder vi meget interessant, da man ofte i pædagogisk praksis kan komme til at glemme, at ens egen kommunikation, om det er med kroppen eller sproget, er meget vigtig i forhold til de resultater man gerne vil opnå, ydermere synes vi at denne case er rigtig god til at illustrere, hvorledes kommunikation kan have stor betydning for relationsarbejdet.

Artikel af Charlotte Palludan og Eva Gulløv omhandlende den respektable krop:
http://edu.au.dk/fileadmin/www.dpu.dk/aktuelt/magasinetasterisk/udenforhierarki/nr23juni2005/050531103140-amp-type-doc.pdf

/PaedaGOGO's 9000!