Det pædagogiske dilemma, vores forståelse af den anerkendende relation og vurdering af en praksisbeskrivelse

Autonomi og afhængighed - Det pædagogiske dilemma 

Det pædagogiske dilemma består i paradokset af, at man er afhængig af andre for at blive uafhængig. Det er meget vigtigt inden for pædagogikken, at man opnår at den pågældende borger eller person, som man arbejder med, bliver et selvstændigt tænkende og myndigt menneske, der kan tage vare på sit eget liv. Autonomi er altså et centralt begreb når det kommer til pædagogisk teori og praksis. Derudover består det pædagogiske dilemma også i spørgsmålet af afhængighed. Hvordan kan man opnå autonomi, når der er tale om et afhængighedsforhold? Berit Bae skriver, at barnet er afhængig af anerkendelse fra en betydningsfuld voksen:

"Å bli anerkjent av dem vi er avhengige av, handler altså om psykologisk liv eller død. På den måten får personer, som er i en posisjon der andre er avhengig av deres anerkjennelse (fx foreldre, pedagoger, terapeuter, ledere) stor definisjonsmakt."

En sidste og meget væsentlig ting at nævne er, at barnets muligheder for udviklingen af autonomi i børnehaven også er afhængig af pædagogernes opfattelse af autonomibegrebet, samt opfattelsen af, hvad barnet skal have lært sig for at udvikle autonomi.

Hvad mener vi er vigtigt i forhold til vores forståelse af den anerkendende relation?

• At man giver plads og lov til at barnet kan være som det gerne vil være på trods af, at det er anderledes
• At barnet bliver set, som det er, på trods af, hvordan det opfører sig
• At man hjælper barnet til at forstå sider af sig selv, som det ikke forstår eller kender, selv når det indebærer, at se på sider som hverken pædagogen eller barnet bryder sig om at se.
• Langt hen af vejen består den anerkendende relation altså i en blanding mellem accept og nysgerrighed

Vurdering af de voksne ud fra en praksisbeskrivelse: 

Ingrid og forældrene:

Ingrids telefonsamtale med Hannes mor Lise, vurderer vi til at være bestemt på en positiv måde samt anerkendende. Ingrid holder fast ved, at Hanne skal gå op foran klassen og at hun tror på, at Hanne er klar til det. Vi synes det er vigtigt, at hun holder fast i sin professionelle holdning og at hun ikke bøjer sig for forældrenes private holdning til deres datter. Også fordi der igennem et forældremøde er blevet snakket omkring Hannes generthed og gjort opmærksom på, at Hanne skal forberedes hjemmefra på, at hun gå i børnehaveklasse nu og ,at det også betyder, at hun skal stå i centrum engang imellem. Det minder hun også Lise om og at de aftale at Hanne skulle være den sidste i runden, således at Hanne kunne få tid til at vænne sig til det. 

Ingrid klarer det også godt, da faren afleverer Hanne, da han også udtrykker  Lises bekymring. Ingrid vælger dog ikke at tage diskussion med ham igen og skynder sig ind med Hanne, mens hun snakker om hendes prinsesse penalhus.

Ingrid og Hanne i klassen:

Ingrid klarer det igen rigtig fint i klassen, da Hanne skal til at op foran de andre. Hun anderkender hendes generthed ved ikke at presse henne eller skælde hende ud, da hun for eksempel ikke kan huske ugedagene. Bagefter er det også rigtig godt, at hun spørger klassen om Hanne klarede det godt, sådan at Hanne kan få en succesoplevelse ud af det.

Ingrid og Søren:

Ingrid indleder dagen med, at samle børnene i en rundkreds. Her har børnene mulighed for at fortælle, hvad de har oplevet i weekenden. Ingrid beder børnene om at række hånden op og ikke at råbe i munden på hinanden.

Nu bliver det Sørens tur. Søren har haft fødselsdag i weekenden. Mens Søren fortæller, sidder han med en bamse, som han kaster op i luften og griber igen stående. Ingrid beder Søren om at stoppe med at kaste med bamsen og sætte sig ned og ser på ham med et fast blik. Søren ser på bamsen, og kaster den igen. Ingrid hæver stemmen og beder igen Søren om at stoppe og sætte sig ned. Søren ignorerer Ingrid og reagerer ikke på, hvad Ingrid siger, men nu rejser Ingrid sig op og går over og tager fat i Sørens arm og siger, at det er utroligt, at han ikke kan høre efter. Hun placerer ham oppe på stolen. Her anerkender Ingrid ikke Søren, da hun ikke møder ham hvor han er, og ikke møder hans interesse omkring sin fødselsdag i weekenden. Hun kunne i stedet havde sagt til Søren: "Jeg kan godt høre, du har meget at fortælle og det lyder til, at du har haft en dejlig fødselsdag, men nu vil jeg gerne have, at du sætter dig ned på stolen igen lige som de andre børn. Nu er det Louises tur til at fortælle"
  

Praksisbeskrivelsen kan læses her.

/PaedaGOGO's 9000!