Den respektable krop i forhold til kommunikationsbetydning for relationsarbejde i pædagogisk sammenhæng

Officiel definition af kommunikation

Kommunikation, en. flt. -er. (lat. communicatio) 

Udveksling af informationer, budskaber og meddelelser mellem personer, dyr eller maskiner, især ved benyttelse af tegnsystemer, fx sprog.

Fra <http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kommunikation&select=kommunikation>

Vores definition

Altså vil det sige, at det at kommunikere er noget, man gør fælles. I dag bruges udtrykket i størst grad til at beskrive, hvordan en person indvier en anden person i sine tanker, følelser, oplevelser og erfaringer. Men det at gøre noget fælles er ikke altid lige simpelt, da mennesker er forskelligt skruet sammen og tolker budskaber på forskellige måder. Formålet med kommunikation er altså, at man vil videregive information eller budskaber til andre. Dette kræver altså en afsender og en modtager af informationen. Dette kan kun lykkes, hvis afsender og modtager opfatter det ens.

Den respektable krop

Et eksempel på kommunikation i relationsarbejde kan være "den respektable krop". Den respektable krop (Palludan 2005) er når barnet efterkommer pædagogens normative forventninger, som ofte består af bl.a. kravet om at have et afdæmpet lydniveau, at være verbalt udvekslende og ikke stille.

Mødes de normative forventninger ikke kan det ofte ses, at pædagogen skifter fra udvekslingstonen (åben, snakkesalig, anerkendende) til undervisningstonen (korrigerende og irettesættende) i stedet,  hvilket resulterer i en ændring af pædagogens kommunikationsform som set i denne case:

"Dette eksempel udspiller sig blandt børn og voksne, der sidder og står ved et af bordene på stuen. De er i gang med at male på paptallerkener":

"Fatima løfter hovedet, idet hun siger: "Se Nadja". Nadja (voksen): "Ja, det er fint." Nadja bukker sig ned over Fatima bagfra og taler ind i hendes øre, mens hun peger med sin finger på Fatimas papansigt: "Se, kan du huske, at vi skal male ansigter..." Herefter siger hun, hvad der skal males på et ansigt og viser med fingeren, hvor øjne, næse og mund skal være. Fatima kigger på Nadjas finger og maler videre på ansigtet.

Nadja går videre til Sisse, der skal have mere maling, og spørger hende: "Hvor er munden? Er det munden? Jeg kan ikke se munden. Er næsen inde i munden?" Sisse hopper op med et grin i øjnene: "Jaa", siger hun. Nadja: "Nå, det er en sjov en". Sisse viser Nadja, hvad der er hvad på ansigtet. Nadja gentager efter Sisse: "Øre, næse, mund". Så tager Nadja ansigtet og lægger det væk, mens hun siger: "Nu lægger jeg det væk".I dette tilfælde bliver Sisses produktion mødt med spørgsmål, hvilket bliver indledningen til, at hun forklarer den voksne, hvordan maleriet er konstrueret”

I denne case ses det, at pædagogen kommunikerer forskelligt med de to børn. Først med undervisningstonen, og derefter med udvekslingstonen. I Fatimas eksempel bliver hun talt til og ikke med. Hun instrueres i, hvordan hun skal gøre og det forventes ikke, at hun indgår i en dialog, men kan spørge opklarende. Pædagogen definerer, hvordan hun skal male og anerkender ikke Fatimas måde at male på. Denne form for kommunikation er ikke god for relationen, da den ikke anerkender barnets måde at tænke og udfolde sig på. Barnet kan føle sig afvist og ligegyldigt.

I Sisses tilfælde bliver hun talt med og ikke til. Pædagogen spørger hende, og det forventes at Sisse bidrager med en synsvinkel eller lignende. Her bruges altså undervisningstonen. Her udviser pædagogen en anerkendende kommunikation, da pædagogen virker åben, nysgerrig og stiller reflekterende spørgsmål. Denne måde at kommunikere på styrker relationen mellem de to, da pædagogen anerkender Sisses måde at tænke på, hvilket bevirker, at Sisse styrkes og føler, at hun gør noget godt.

Vores tanker og refleksioner

Med tanke på dette er det tydeligt for os, at det er meget vigtigt som pædagog at forholde sig refleksivt i forhold til sig selv og sin egen måde at kommunikere på, da den har meget stor betydning for relationsarbejdet. Det er vigtigt at huske på, at kommunikation kan være mange ting, da non-verbal kommunikation kan være lige så vigtig som verbal kommunikation. Kommunikation er mere end bare ord, da flere faktorer spiller ind som f.eks. tonelejet, kropssproget og ansigtsmimikken. Det vil sige, at kommunikationen i relationsarbejde er essentielt, da man i en relation reagerer udfra hinandens "signaler". Så hvis Fatima kan mærke, at pædagogen ikke er tilfreds med hendes arbejde, så vil hun vælge at trække sig ind i sig selv i stedet for at føre en positiv og lærerig dialog som Sisse gør. Relationen mellem Fatima og pædagogen er altså ikke blevet styrket, da Fatima ikke blev talt med, men talt til i modsætning til Sisse. Dette finder vi meget interessant, da man ofte i pædagogisk praksis kan komme til at glemme, at ens egen kommunikation, om det er med kroppen eller sproget, er meget vigtig i forhold til de resultater man gerne vil opnå, ydermere synes vi at denne case er rigtig god til at illustrere, hvorledes kommunikation kan have stor betydning for relationsarbejdet.

Artikel af Charlotte Palludan og Eva Gulløv omhandlende den respektable krop:
http://edu.au.dk/fileadmin/www.dpu.dk/aktuelt/magasinetasterisk/udenforhierarki/nr23juni2005/050531103140-amp-type-doc.pdf

/PaedaGOGO's 9000!