Feltstudie i en børnehave

Den første dag brugte vi på at observere og lære børnene lidt at kende. Anden dagen blev brugt på at lave dialogisk læsning med et par grupper af børn. På tredjedagen snakkede vi med lederen omkring værdierne i børnehaven og tankerne bag.

Vores normative forventninger til feltstudiet

Inden vi tog afsted snakkede vi lidt om vores forventninger til dette feltstudie. Vi blev hurtigt enige om, at vi gerne ville være så åbne som muligt, og at vi derfor ikke ville snakke alt for meget om vores forventninger. Vi har alle arbejdet i enten skole eller børnehave, og ved derfor at det kan være meget forskelligt fra institution til institution, hvordan det fungerer og hvilke værdier, de har i fokus. Vi undersøgte børnehaven lidt på nettet og opdagede at personalegruppen alle havde arbejdet der i mange år. Ud fra den information havde vi en forventning om, at det at det var en meget stabil personalegruppe, men måske at de også kunne være lidt indgroet. Da vi først fik kontakt til børnehaven, blev det dog hurtigt klart for os, at vi alligevel havde mange forventninger, som vi ikke var klar over og dette blev også bekræftet, da vi kom ud i børnehaven.  

• Vi forventede en anerledes og mere professionel kommunikation af personalet
• Vi forventede flere faste rammer for børnene
• Vi havde forventet en mere nutidig institution med struktur
• Vi forventede noget mere imødekommende personale og mere samarbejdsvillige personale med forståelse for vores studie.
• Vi havde ikke forventet at børnene haven havde en så fri kultur som vi oplevede.
• Vi forventede ikke, at de kunne lave så meget uden opsyn
• Vi forventede ikke at børnene var så selvstændige
• Vi forventede ikke at børnene var så gode til at hjælpe hinanden.

Som man kan se på vores forventninger blev vi både negativt, men bestemt også positivt overraskede. Der var mange af de ting, vi oplevede på førstedagen, som vi så som negativt. Eksempelvis at børnene legede uden opsyn. og at personalet ikke kommunikerede på en særlig professionel måde. På tredjedagen havde vi dog fået en langt bedre forståelse for børnehaven og kulturen i den, så mange af de ting, vi så som negativt, blev vendt til noget positivt.

Dialogisk læsning

For at undersøge hvad målgruppen mener om eget liv og det at være menneske i dag valgte vi at lave dialogisk læsning med børnene. Vi valgte denne metode da vi synes at det er en rigtig god måde at få en dialog i gang med børnene om et emne på en naturlig måde. Vi havde valgt en bog om en pige der hedder Laura. Bogen handlede om at hun skulle have en lillebror og generelt om hendes familie. Vi stillede spørgsmål ind til handlingen for at sikre os at børnene forstod handlingen og vi stillede også refleksive spørgsmål til dem for at få historier frem fra deres eget liv, meninger og holdninger. Vi bedte børnene om at tegne en tegning bagefter af deres familie, men vi var meget åbne for at børnene skulle have lov til at tegne lige hvad de ville.

Hvad har vi lært?

Feltstudiet har været meget lærerrigt for os. De første to dage var lidt besværlige for os, da der havde været noget fejl kommunikation mellem børnehaven og skolen og børnehaven og os. Efter anden dagen var vi meget frustreret og tog derfor tilbage til skolen for at få noget vejledning. Denne vejledning gav os nyt mod på at tage tilbage til børnehaven den sidste dag og få det bedste ud af det. Vi mødte op med en nysgerrighed på børnehavens kultur og fik lov til snakke med lederen og stille alle de spørgsmål vi havde. Efter samtalen fik vi redet alle misforståelserne ud og fik svar på alle vores spørgsmål.  Det gjorde at vi fik en rigtig god forståelse for hvorfor de gjorde som de gjorde i børnehaven og vi gik derfra med en positiv og lærerig oplevelse.

Vi har lært at kigge meget indad og har fået stor forståelse for hvad ens egen indstilling kan gøre af forskel for en situation. Noget der især er gået op for os i gruppen når vi har haft interne konflikter er at alle har forskellige virkeligheder. Vi ser ikke ens på samme situation og vi har ikke alle behov for det samme. Det vigtigste er at vi på trods af det kan arbejde sammen, gå på kompromis og at man ikke tager tingene personligt.

/PaedaGOGO's 9000!

Hvordan kan man være faglig uden at være personlig?

I sidste uge havde vi vejledning, og her kom vi til at snakke om, hvordan man gebærder sig på det her nye medie, som vi har fået af vide, at vi skal bruge i dette modul. Det er ret nyt for de fleste af os, og det kan være lidt svært at finde hoved og hale i hele denne blogger-verden. En af de udfordringer, vi har stødt på er, hvordan og hvad man skal respondere på på andres blog. Specielt fordi de, der har skrevet de andre blogs er vores klassekammerater. Hvordan man kan stille et spørgsmål uden at det kan virke som en negativ kritik?

Hvis vi læser et indlæg, og vi er uenige omkring de faglige refleksioner og konklusioner, der er blevet draget, er det så for meget at stille spørgsmålstegn ved det? Hvordan vil modtageren bag skærmen modtage det? Som en kritik eller blot som et fagligt spørgsmål? Denne problematik er klart en af ulemperne ved internettet. Man ser ikke personerne bag, og man ved aldrig, hvordan det man skriver påvirker modtageren. 

Er der en grænse? 

Så hvor går grænsen egentlig, når man vælger at respondere på det andre skriver? Hvis man mener, at et indlæg har et meget lavt fagligt niveau er det så okay at kommentere på dette med intentionen at hjælpe den anden gruppe? Her er risikoen igen, at det vil blive taget som negativt kritik. Selvfølgelig handler det meget om, hvordan man selv formidler det, man gerne vil sige og hvordan man selv kommunikere. Der er en verden til forskel på at skrive: "Jeg synes, at jeres blogindlæg er rigtig dårligt. I vores gruppe har vi ikke fået noget ud af at læse det I har skrevet og derfor har vi egentlig ikke lyst til at læse mere på jeres blog." eller man skriver: "Det er et interessant emne I vælger at tage fat i, dog har vi lidt svært ved at forstå det I skriver omkring, og det kunne vi egentlig godt tænke os at få uddybet yderligere. Man kunne måske også skrive det på en lidt anderledes måde, vi tænker at…". Men nogle er selvfølgelig mere sårbare end andre, og når vi alle går på samme hold, så vil man helst ikke træde hinanden over tæerne. Hverken fagligt eller personligt. For os at se er der også en potentiel chance for at nogen mener, man går over grænsen rent fagligt. Hvis man for eksempel skriver noget, som andre mener kan tolke som: "tror I/du, at I/du er bedre en os?".

For mange ville det nok være nemmere at skrive lige, hvad man havde på hjerte (både godt og mindre godt), hvis man havde garantien om, at man nok aldrig ville mødes i virkeligheden (Eksempel vis på blogs, hvor man kan være anonym). Her ser man ofte, hvordan tonen tit kan blive hård og ubehagelig. 

Picture: The New Yorker collection 1993
Peter Steiner, from Cartoonbank.com

Hvad mener I?

Vi synes i hvert fald, at vi på vores hold er rigtig gode til at opretholde fagligheden, når det er den, der tæller, men samtidig også være personlige sammen, når det er det, der tæller. Vi håber, at vi har sat gang i nogle tanker hos jer og ser gerne, at I kommer med svar på, hvad I tænker? Vores spørgsmål til jer er: Hvordan kan man være faglig uden at være personlig og kan man/skal man være det? Hvad mener I?

/PaedaGOGO's 9000!

Maturana - Kærlighedens biologi

Vi har reflekteret over Maturanas teori om kærlighedens biologi. Vi snakkede lidt om, at det kan være en god indgangsvinkel til at interagere med andre mennesker og få åbnet op for at skabe en god relation. Vi mener, at denne i samspil med andre teorier er god til at være imødekommende over for andre mennesker. 

Hvad er kærlighed Ifølge Maturana?:

Ifølge Maturana er kærlighed en relationel adfærd, hvor den anden bliver legitim (regler og love) og den anden på det domæne, hvor det finder sted. Måden man relaterer sig til en anden - et relationelt domæne. Vi føler os tilpas når vi kan tage os af andre. Kærlighed er et træk ved menneskelig sameksistens. Åbner muligheder for relation og er baseret på en form for iagttagelse.

Maturana taler ikke om parkærlighed, men generel kærlighed til andre mennesker og evt. dyr. Han mener at 97% af al sygdom skyldes mangel på kærlighed. Man har tillid til at alle bærende elementer for ens behov bliver dækket. Sker det ikke visner, man som en blomst og går til.

Ambition, mistillid og den kulturelt forandrende jagt på magt og lidenskab for kontrol, som vi ved, får kærlighed til at forsvinde.

De tre dialogformer - Vuggestuen Skovbo

• Den første kaldes "den emotionelle dialog". Den kræver, at omsorgsgiveren(pædagog) viser positive følelser, justerer sig, spørger uddybende ind og anerkender barnet. Den er dyadisk, hvilket vil sige, at fokus er rettet mod samspillet mellem barn og omsorgsgiver(pædagog)
• "Den meningsskabende og udvidende dialog". I dette tilfælde er det omsorgsgiveren(pædagogen), som skal hjælpe barnet med at holde fokus på tema og ting i omverdenen.
  Omsorgsgiveren skal få barnet til at fordybe sig i det, som det laver og give begrundelser og forklaringer for det, som de oplever sammen. Denne dialogform er triadisk, fordi samspillet foregår mellem omsorgsgiveren, barnet og omverdenen.
• Den tredje og sidste er kaldet "den regulerende og grænsesættende dialog". Her er opgaven for omsorgsgiveren at hjælpe barnet med strategier for målrettet handling og problemløsning. Det kræver at man har kompetencer inden for planlægning, selvkontrol og selvrefleksion. Dette skabes igennem vejledning og fælles planlægning.

Vuggestuen Skovbo:

Man kan høre at pædagogerne siger til Ib: "Godt du kom". Hun er meget pædagogisk og kommer meget ned på niveau med barnet. Det, hun gør er en af de punkter, der hedder "vis positive følelser- vis, du er glad for barnet". Hun giver positive følelser til barnet. Derudover "tal til barnet om noget, barnet er optaget af" - Eksempelvis den røde bil, som barnet er meget optaget af.

ICDP hos pædagoger:

Det skal fremme psykosociale omsorgskompetencer, så man går ind og siger positive ting om barnet, så den pågældende  pædagog kan komme til at synes bedre om barnet.