fredag den 17. april 2015

Det pædagogiske dilemma, vores forståelse af den anerkendende relation og vurdering af en praksisbeskrivelse

Autonomi og afhængighed - Det pædagogiske dilemma 

Det pædagogiske dilemma består i paradokset af, at man er afhængig af andre for at blive uafhængig. Det er meget vigtigt inden for pædagogikken, at man opnår at den pågældende borger eller person, som man arbejder med, bliver et selvstændigt tænkende og myndigt menneske, der kan tage vare på sit eget liv. Autonomi er altså et centralt begreb når det kommer til pædagogisk teori og praksis. Derudover består det pædagogiske dilemma også i spørgsmålet af afhængighed. Hvordan kan man opnå autonomi, når der er tale om et afhængighedsforhold? Berit Bae skriver, at barnet er afhængig af anerkendelse fra en betydningsfuld voksen:
"Å bli anerkjent av dem vi er avhengige av, handler altså om psykologisk liv eller død. På den måten får personer, som er i en posisjon der andre er avhengig av deres anerkjennelse (fx foreldre, pedagoger, terapeuter, ledere) stor definisjonsmakt."

En sidste og meget væsentlig ting at nævne er, at barnets muligheder for udviklingen af autonomi i børnehaven også er afhængig af pædagogernes opfattelse af autonomibegrebet, samt opfattelsen af, hvad barnet skal have lært sig for at udvikle autonomi.


Hvad mener vi er vigtigt i forhold til vores forståelse af den anerkendende relation?


  • At man giver plads og lov til at barnet kan være som det gerne vil være på trods af, at det er anderledes
  • At barnet bliver set, som det er, på trods af, hvordan det opfører sig
  • At man hjælper barnet til at forstå sider af sig selv, som det ikke forstår eller kender, selv når det indebærer, at se på sider som hverken pædagogen eller barnet bryder sig om at se.
  • Langt hen af vejen består den anerkendende relation altså i en blanding mellem accept og nysgerrighed

Vurdering af de voksne ud fra en praksisbeskrivelse: 

Ingrid og forældrene:

Ingrids telefonsamtale med Hannes mor Lise, vurderer vi til at være bestemt på en positiv måde samt anerkendende. Ingrid holder fast ved, at Hanne skal gå op foran klassen og at hun tror på, at Hanne er klar til det. Vi synes det er vigtigt, at hun holder fast i sin professionelle holdning og at hun ikke bøjer sig for forældrenes private holdning til deres datter. Også fordi der igennem et forældremøde er blevet snakket omkring Hannes generthed og gjort opmærksom på, at Hanne skal forberedes hjemmefra på, at hun gå i børnehaveklasse nu og ,at det også betyder, at hun skal stå i centrum engang imellem. Det minder hun også Lise om og at de aftale at Hanne skulle være den sidste i runden, således at Hanne kunne få tid til at vænne sig til det. 

Ingrid klarer det også godt, da faren afleverer Hanne, da han også udtrykker  Lises bekymring. Ingrid vælger dog ikke at tage diskussion med ham igen og skynder sig ind med Hanne, mens hun snakker om hendes prinsesse penalhus.


Ingrid og Hanne i klassen:

Ingrid klarer det igen rigtig fint i klassen, da Hanne skal til at op foran de andre. Hun anderkender hendes generthed ved ikke at presse henne eller skælde hende ud, da hun for eksempel ikke kan huske ugedagene. Bagefter er det også rigtig godt, at hun spørger klassen om Hanne klarede det godt, sådan at Hanne kan få en succesoplevelse ud af det.

Ingrid og Søren:

Ingrid indleder dagen med, at samle børnene i en rundkreds. Her har børnene mulighed for at fortælle, hvad de har oplevet i weekenden. Ingrid beder børnene om at række hånden op og ikke at råbe i munden på hinanden.

Nu bliver det Sørens tur. Søren har haft fødselsdag i weekenden. Mens Søren fortæller, sidder han med en bamse, som han kaster op i luften og griber igen stående. Ingrid beder Søren om at stoppe med at kaste med bamsen og sætte sig ned og ser på ham med et fast blik. Søren ser på bamsen, og kaster den igen. Ingrid hæver stemmen og beder igen Søren om at stoppe og sætte sig ned. Søren ignorerer Ingrid og reagerer ikke på, hvad Ingrid siger, men nu rejser Ingrid sig op og går over og tager fat i Sørens arm og siger, at det er utroligt, at han ikke kan høre efter. Hun placerer ham oppe på stolen. Her anerkender Ingrid ikke Søren, da hun ikke møder ham hvor han er, og ikke møder hans interesse omkring sin fødselsdag i weekenden. Hun kunne i stedet havde sagt til Søren: "Jeg kan godt høre, du har meget at fortælle og det lyder til, at du har haft en dejlig fødselsdag, men nu vil jeg gerne have, at du sætter dig ned på stolen igen lige som de andre børn. Nu er det Louises tur til at fortælle"
  
Praksisbeskrivelsen kan læses her.

/PaedaGOGO's 9000!

tirsdag den 14. april 2015

Kommunikationsteori - Gregory Bateson


Vi har arbejdet med teoretikeren Gregory Bateson og hans teori inden for kommunikation. Vi er kommet ind på lidt forskellige begreber b.la. de forskellige grundprincipper for kommunikation, den triadiske model og lineær - og cirkulær samspil. Vi finder Batesons pointer og teorier ret interessante, da vi kan se, hvordan det giver mening i forhold til praksis. Vi kan sætte det i sammenhæng med virkeligheden og det gør det nemmere at forstå. Vi har derfor også lavet en video herunder, der illustrerer noget af Batesons kommunikationsteori, som vi finder spændende og som vi kan hvordan man kan bruge i fremtidig pædagogisk praksis. 





Video 1: 

Man kommunikere altid på flere niveauer
En af Batesons grundlæggende antagelser inden for kommunikationsteorien er, at man altid kommunikerer i flere lag. Man kan f.eks. Kommunikere med ansigtsudtryk, kropssprog og stemmeføring.
Det finder vi interessant og brugbart i fremtidig pædagogisk arbejde, da det er vigtigt hele tiden at være opmærksom på brugeren og brugerens måde at kommunikere på, når man for eksempel fører en dialog. Ofte kan der blive fortalt ét og egentlig ment noget andet og som pædagoger skal vi også være i stand til at kunne opfange de non-verbale signaler vi får, når vi kommunikerer med andre. På den måde vil man i en situation med en bruger lettere få løst et problem/konflikt, hvis man samtidig har fokus på de andre signaler man får ud over det som brugeren siger med munden eller omvendt.
Christian og pædagogen
Vi har derfor opstillet en situation, hvor disse refleksioner omkring kommunikation på flere niveauer spiller ind og hvordan det kan være praktisk i pædagogisk arbejde.
 I næste klip ser vi en situation udspille sig med Christian (barnet) og Signe (pædagogen), hvor pædagogen spørger om barnet vil deltage i en aktivitet med nogle andre. Læg mærke til non-verbal såvel som verbal kommunikation.



Opsummering:

”Barnet” udtrykker, at det gerne vil være med til at spille fodbold, da pædagogen spørger om han vil med. Har man i tankerne, at kommunikation sker på flere niveauer opfanger man hurtigt, det ret lukkede kropssprog ”barnet” har. Det ser pædagogen og spørger derfor reflekterende ind til, hvad det kan skyldes, at ”barnet” måske er usikkert eller har mindre lyst til at være med. I denne situation skyldes det mangel på viden omkring reglerne af aktiviteten og ikke selve lysten til at komme ud at være aktiv eller social, der er årsagen. Det er en problematik som hurtigt kan løses ved, at pædagogen går ind og hjælper med at lære barnet reglerne 

Video 2:

Det er umuligt ikke at kommunikere
En anden af Batesons grundlæggende pointer inden for kommunikationen er, at det ikke er muligt ikke at kommunikere. Det mener vi er vigtigt at have fokus på også og være bevidste omkring, da man nemt kan glemme de børn, der ikke altid råber højst eller er så vilde, fordi man reagerer nemt og hurtigt på det talte sprog. Dog kan non-verbalt sprog være lige så vigtigt, selvom det kan kræve mere opmærksomhed at lægge mærke til og tyde. Her er et tydeligt eksempel på, hvordan man kan kommunikere uden at sige noget. 

Opsummering
Her ser vi, hvordan Betina sidder i krogen af sofaen og skuler hen mod de andre børn, der leger og har det sjovt. Som pædagog skal man her være opmærksom og eventuelt hjælpe barnet til at tage initiativ til at spørge om hun må være med i legen. Det er tydeligt, at barnet faktisk har lyst til at være med, da hun bliver ved med at følge med i, hvad de laver og ikke kan lade vær med at kigge på. Så her er der åbenlys non-verbal kommunikation, hvor det altså som pædagog er vigtigt at være bevidst omkring, at kommunikation kan være flere ting og derfor både være opmærksom på de højlydte børn, men også de mindre højlydte børn, da de også siger noget. Selvom det ikke altid er med ord. 


/PaedaGOGO's 900! 

mandag den 13. april 2015

Den respektable krop i forhold til kommunikationsbetydning for relationsarbejde i pædagogisk sammenhæng

Officiel definition af kommunikation

Kommunikation, enflt. -er. (lat. communicatio) 
Udveksling af informationer, budskaber og meddelelser mellem personer, dyr eller maskiner, især ved benyttelse af tegnsystemer, fx sprog.

Vores definition


Altså vil det sige, at det at kommunikere er noget, man gør fælles. I dag bruges udtrykket i størst grad til at beskrive, hvordan en person indvier en anden person i sine tanker, følelser, oplevelser og erfaringer. Men det at gøre noget fælles er ikke altid lige simpelt, da mennesker er forskelligt skruet sammen og tolker budskaber på forskellige måder. Formålet med kommunikation er altså, at man vil videregive information eller budskaber til andre. Dette kræver altså en afsender og en modtager af informationen. Dette kan kun lykkes, hvis afsender og modtager opfatter det ens.


Den respektable krop

Et eksempel på kommunikation i relationsarbejde kan være "den respektable krop". Den respektable krop (Palludan 2005) er når barnet efterkommer pædagogens normative forventninger, som ofte består af bl.a. kravet om at have et afdæmpet lydniveau, at være verbalt udvekslende og ikke stille.

Mødes de normative forventninger ikke kan det ofte ses, at pædagogen skifter fra udvekslingstonen (åben, snakkesalig, anerkendende) til undervisningstonen (korrigerende og irettesættende) i stedet,  hvilket resulterer i en ændring af pædagogens kommunikationsform som set i denne case:

"Dette eksempel udspiller sig blandt børn og voksne, der sidder og står ved et af bordene på stuen. De er i gang med at male på paptallerkener":

"Fatima løfter hovedet, idet hun siger: "Se Nadja". Nadja (voksen): "Ja, det er fint." Nadja bukker sig ned over Fatima bagfra og taler ind i hendes øre, mens hun peger med sin finger på Fatimas papansigt: "Se, kan du huske, at vi skal male ansigter..." Herefter siger hun, hvad der skal males på et ansigt og viser med fingeren, hvor øjne, næse og mund skal være. Fatima kigger på Nadjas finger og maler videre på ansigtet.
Nadja går videre til Sisse, der skal have mere maling, og spørger hende: "Hvor er munden? Er det munden? Jeg kan ikke se munden. Er næsen inde i munden?" Sisse hopper op med et grin i øjnene: "Jaa", siger hun. Nadja: "Nå, det er en sjov en". Sisse viser Nadja, hvad der er hvad på ansigtet. Nadja gentager efter Sisse: "Øre, næse, mund". Så tager Nadja ansigtet og lægger det væk, mens hun siger: "Nu lægger jeg det væk".I dette tilfælde bliver Sisses produktion mødt med spørgsmål, hvilket bliver indledningen til, at hun forklarer den voksne, hvordan maleriet er konstrueret”

I denne case ses det, at pædagogen kommunikerer forskelligt med de to børn. Først med undervisningstonen, og derefter med udvekslingstonen. I Fatimas eksempel bliver hun talt til og ikke med. Hun instrueres i, hvordan hun skal gøre og det forventes ikke, at hun indgår i en dialog, men kan spørge opklarende. Pædagogen definerer, hvordan hun skal male og anerkender ikke Fatimas måde at male på. Denne form for kommunikation er ikke god for relationen, da den ikke anerkender barnets måde at tænke og udfolde sig på. Barnet kan føle sig afvist og ligegyldigt.

I Sisses tilfælde bliver hun talt med og ikke til. Pædagogen spørger hende, og det forventes at Sisse bidrager med en synsvinkel eller lignende. Her bruges altså undervisningstonen. Her udviser pædagogen en anerkendende kommunikation, da pædagogen virker åben, nysgerrig og stiller reflekterende spørgsmål. Denne måde at kommunikere på styrker relationen mellem de to, da pædagogen anerkender Sisses måde at tænke på, hvilket bevirker, at Sisse styrkes og føler, at hun gør noget godt.

Vores tanker og refleksioner


Med tanke på dette er det tydeligt for os, at det er meget vigtigt som pædagog at forholde sig refleksivt i forhold til sig selv og sin egen måde at kommunikere på, da den har meget stor betydning for relationsarbejdet. Det er vigtigt at huske på, at kommunikation kan være mange ting, da non-verbal kommunikation kan være lige så vigtig som verbal kommunikation. Kommunikation er mere end bare ord, da flere faktorer spiller ind som f.eks. tonelejet, kropssproget og ansigtsmimikken. Det vil sige, at kommunikationen i relationsarbejde er essentielt, da man i en relation reagerer udfra hinandens "signaler". Så hvis Fatima kan mærke, at pædagogen ikke er tilfreds med hendes arbejde, så vil hun vælge at trække sig ind i sig selv i stedet for at føre en positiv og lærerig dialog som Sisse gør. Relationen mellem Fatima og pædagogen er altså ikke blevet styrket, da Fatima ikke blev talt med, men talt til i modsætning til Sisse. Dette finder vi meget interessant, da man ofte i pædagogisk praksis kan komme til at glemme, at ens egen kommunikation, om det er med kroppen eller sproget, er meget vigtig i forhold til de resultater man gerne vil opnå, ydermere synes vi at denne case er rigtig god til at illustrere, hvorledes kommunikation kan have stor betydning for relationsarbejdet.


/PaedaGOGO's 9000!


tirsdag den 7. april 2015



PÆDAGOGO'S! 


Vi er fem pædagogstuderende fra UCN Aalborg. Vi er alle startet på vinterstudie februar 2015. Vi er nu i gang med modul 2, derfor vil vi løbende lægge indlæg op om vores arbejde. Her vil vi altså dele vores overvejelser og refleksioner. Temaet for modul 2 er professionel kommunikation, så derfor vil de fleste indlæg vedrøre dette emne.

/PaedaGOGO's 9000!